Denne melodi er det rædselsvækkende højdepunkt i den glemte danske spændingsforfatter Robert Hansens produktion. I stedet for en whodunniter det en whydunnit, et dybdepsykologisk portræt af en morders sind og de ubændige drifter, der driver ham til at slå ihjel. Nu genudgives den i serien GULE ROSER med efterord af Andreas Isbrandt Løvenskjold.
Fortællingen følger digteren Jens Nybo, der er ved at blive drevet til vanvid af en melodi, der igen og igen lyder fra danseskolen over for hans lejlighed. En melodi, der vækker minder … og minder, der vækker drifter.
Denne melodi er tydeligt inspireret af Edgar Allen Poes The Tell-Tale Heart, og ligesom hos Poe er det delvis morderens psykologi – de indestængte længsler og den ubærlige skyldfølelse – og delvis de blodige beskrivelser i et storladent, ekspressivt sprog, der interesserer Robert Hansen. Men mellem Poe og Hansen er Freud – og hans teorier har gjort sin tydelige indvirkning på rædslernes karakter.
Robert Hansen (1883-1957) var uddannet skuespiller, men ernærede sig som journalist og forfatter. Under pseudonymet Jens Anker udgav han en lang række kriminalromaner om detektiven Arne Falk, hvoraf de fleste er oversat til mere end 10 sprog. Produktionen indeholder også filmmanuskripter, digt- og novellesamlinger. I alt udgav han 48 værker.
_
Bogen er en del af GULE ROSER serien fra Forlaget Escho der fokuserer på kulørt litteratur. Fra skrækromaner, elskovsromaner og kriminalromaner til eventyr fra perioden 1900-1945. Alt hvad den samtidige Georg Brandes og kredsen omkring ham ville have anset som pinligt at læse.
_
Sprog: Dansk
Sidetal: 64
Format: Hæftet
