Marcel Schwob: Monelles bog

Marcel Schwob: Monelles bog

DKK 150,00
1
Der er kun 3 tilbage!

Marcel Schwob: Monelles bog

Oversat fra fransk af Julie Gufler
Efterord af Daniel Flendt Dreesen

Sikke en sær, særlig bog! Fuld af småpigeskikkelser og vemod, uendelige lag af pynt og finfølelser og eventyrstof ... Nogle gange bruger man »dekadent« for kort at beskrive noget luksuriøst, men også anløbent, men hvad vil dekadence egentlig sige? Det kan man læse Schwob og blive klog på ... Julie Gufler har skabt en vidunderlig oversættelse, det dunkle stof får i hendes hænder en total sproglig klarhed, tro mod forlægget og alligevel helt ubesværet at læse på nutidsdansk.– Linnea Maja Ernst, Weekendavisen

Monelles bog er en interessant læseoplevelse, en gådefuld roman med sammenkog og inspiration fra eventyr, dramaer og religiøse skrifter, der ikke ligner noget, vi ser udgivet nu til dags ... Monelles bog er en lille litterær perle fra en svunden tid. En bog, der vil fornøje den nysgerrige læser med interesse for litteraturens historie og klassiske eventyr ... Hvis man er ude efter en bog med et lineært handlingsforløb og en mere skarp handlingsmæssig fortælling, så er dette nok ikke lige sagen, men hvis man tør lade tankerne vandre og forundres ved den stærke symbolisme, ja, så er Monelles bog en lille smaragdgrøn ædelsten.
– Martin Minka Jensen, Modspor
 

Marcel Schwobs dekadente hovedværk Monelles bog (1894) er en hallucinatorisk hyldest til det flygtige, et portræt af titelfiguren Monelle og hendes tolv søstre. Hun er en flygtighedens profet, både kynisk og klartseende, naiv og omsorgsfuld. Hendes skikkelse er gadepigens og moderens, men først og fremmest barnets.

Monelle lærer fortælleren om kunsten at miste i en roman, hvis handling er lige så svær at fastholde som Monelle selv. Første del handler om fortællerens møde med Monelle og hendes lektion om at leve i et evigt nu. Anden del er en serie af bittert ironiske lillepigeeventyr om Monelles søstre: unge piger, præget af lige dele barnlig enfoldighed og overmenneskelig viljestyrke, som konfronteres med en mindre eventyrlig virkelighed. Tredje del handler om Monelles død og genopstandelse.

Romanen er skrevet på forfatterens sorg over tabet af en ung kvinde ved navn Louise. Man ved ikke mere om hende, end at hun formentlig var prostitueret, at hun døde af tuberkulose, og at Schwob elskede hende. Romanfiguren Monelle er Schwobs litterære genopvækkelse af Louise, som belærer ham: "Glem mig, og du skal få mig tilbage."

Ud over at være et vidnesbyrd om personlig sorg er romanen en dybt intertekstuel bog, der trækker på folkeeventyr, på nietzscheanske aforismer og på Tusind og én Nat. Og ligesom den er inspireret, har den inspireret andre: André Bretons roman Nadja, en kernetekst i surrealismen, ville være utænkelig uden Monelles bog. Derudover har Schwob, virkelig en forfatternes forfatter, fundet så forskellige beundrere som Oscar Wilde, R.L. Stevenson, Alfred Jarry, William Faulkner, Jorge Luis Borges og Roberto Bolaño.

Marcel Schwob (1867-1905) var fransk-jødisk polyhistor, journalist og forfatter. En opvækst mellem bibliotekshylder gav ham det encyklopædiske fundament, som han byggede sine selv- og altandetrefererende fiktioner på. Han var plaget af dårligt helbred, døde for tidligt af lungebetændelse og efterlod sig adskillige ufuldendte værker.

130 sider, hæftet

Andre produkter